Hva søren...!
du har ingen varer i kurven :-)
RYGØVELSER TIL GRAVIDE
Er det normalt at have ondt i lænden når man er gravid?
Det korte svar er: JA - og du er ikke alene!
Mere end halvdelen af alle gravide oplever rygsmerter, især i tredje trimester - og det er jo faktisk ikke så overraskende, da din krop undergår enorme fysiske forandringer uge for uge.
Relaxin – det blødgørende hormon
Under graviditeten danner kroppen et hormon, der hedder ”Relaxin”. Hormonet dannes i æggestokken og moderkagen og har til formål, at blødgøre livmoderhalsen samt løsne bækkenet og dermed forberede den gravide på fødslen.
Hormonet har ”desværre” også en indvirkning på kroppens øvrige led og derfor oplever mange gravide stærke ledsmerter i ryg og lænd.
Sidst men ikke mindst, så skyldes rygsmerter under graviditeten også, at efterhånden som livmoderen og babyen vokser, da vil vægten ændre sig og din ryg og lænd kommer på ekstra arbejde. Prøv f.eks. at holde en 3-4 kilos vægt foran på maven og du vil inden længe mærke, at den nederste del af ryggen kommer på arbejde.
Hvad hjælper på ondt i lænden under graviditeten?
Den bedste måde at behandle graviditetsrygsmerter på, er ved at træne på måder der styrker både din rygsøjle, dit bækken samt dine hofter. Og udover at minimere rygsmerterne, da vil træningen også have et væld af fordele for både den gravide og babyen. Af fordele kan bl.a. nævnes:
Lindre smerter:
Motion er et naturligt smertestillende middel, fordi det frigiver velgørende hjernekemikalier, herunder endorfiner, for at få dig til at føle dig bedre tilpas. At være fysisk aktiv hjælper også med at lindre rygsmerter under graviditeten ved at styrke dine muskler for at forbedre din kropsholdning.
Forbereder din krop til fødslen:
At have stærke muskler og et sundt hjerte kan gøre veer og fødsel lettere. Du kan også lære at kontrollere din vejrtrækning mere effektivt, når du laver øvelser under graviditeten, hvilket også er gavnligt når du skal føde. I tilfælde af længere veer, kan den ekstra udholdenhed også være en stor hjælp.
Din graviditetsvægt tabes hurtigere:
Hvis du trænede før du blev gravid, så fortsæt! At lave sikker, modificeret træning vil hjælpe dig med at opretholde en sund vægt under graviditeten. Du vil selvfølgelig fortsætte med at tage på i vægt, efterhånden som din baby vokser og udvikler sig, men din krop vil efter fødslen, hurtigere komme tilbage til sit udgangspunkt.
Hvad skal man undgå under graviditetstræning?
Som udgangspunkt, er det at være gravid ikke en sygdom og derfor anbefaler sundhedsfaglige også, at bibeholde den daglige træning. Dog kan der selvfølgelig tilstøde graviditetskomplikationer, hvor fysisk træning ikke er anbefalelsesværdig. Men har du fået "grønt lys" af din læge til at træne, så er det bare at komme i gang. Vi anbefaler dog at følge nedenstående råd:
Introduktion af nye typer træning:
Som tommelfingerregel plejer man at sige, at man ikke skal gå i gang med en ny type træning under sin graviditet. Men hvis vægttræning er din normale træningsform eller du elsker at træne på løbebåndet, så er det bare at fortsætte, medmindre andet er angivet af f.eks. din læge. Vil du derimod i gang med en ny træningsform, da vil vi til enhver tid anbefale, at du lige vender det med din læge.
Visse stillinger:
En anden generel "regel" er, at du efter første trimester undgår øvelser, der kræver, at du ligger fladt ud på ryggen, da dette kan lægge pres på din livmoder og den vene, der fører blodet tilbage til hjertet (Vena Cava Syndrom). Den klassiske maveøvelse "sit-up" skal du også undgå, da de lige mavemuskler deler sig og strækkes, for at give plads til babyen - fokusér hellere på de dybereliggende mavemuskler. Vil du vide mere om de forskellige mavemuskler, så kan du læse mere om det her.
Overophedning:
Undgå at træne i længere perioder i varmen og sørg for, at du ikke bliver dehydreret. Som en påmindelse, uanset om du er ny indenfor træning eller ekspert, er det ALTID bedst at vende din træningsplan med din læge før start.